• Forside
  • /
  • Hjælp, jeg har haft en overspisning (er jeg ikke rask alligevel?)

Af: Camilla Rindom  | 11. oktober. 2023 | Læsetid min.


Efter endt behandling for Tvangsoverspisning (BED), er det ikke unormalt at overspisningerne kan vende tilbage. Det giver helt forståeligt tanken: "Er jeg er ikke rask alligevel?"

Men faktisk behøver en overspisning slet ikke at være tegn på, at du alligevel ikke er rask.

Læs i teksten hvorfor.


Hjælp, jeg har haft en overspisning (er jeg ikke rask alligevel?)

Når du har været i behandling for BED (Binge Eating Disorder), vil du måske sidde med tanken "Jeg skal aldrig have overspisninger igen", hvilket der kan der være flere årsager til.

For det første er det sjældent rart at have overspisninger. De medfører ofte fysiske symptomer i form af fx. mavepine, men de medfører også en lang række psykiske, som skam, fortrydelse og selvhad. 


For det andet har mange en oplevelse af, at når man har været i behandling er man rask, og vil derfor aldrig have overspisninger igen. 


Derfor kan det komme som et kæmpe chok, når du så alligevel ender med en overspisning. 


Men betyder en overspisning helt automatisk, at du så ikke er rask alligevel?

Nej, det gør det faktisk ikke. 


For at få diagnosen BED er der, som du sikkert ved nogle kriterier du skal leve op til, hvoraf den ene er:

“Du skal have hyppige, tilbagevendende episoder med overspisninger, der forkommer minimum en gang om ugen over en periode på flere måneder”

(du kan læse mere om kriterierne for BED her).


Så en enkelt overspisning betyder altså ikke, at du nu igen har BED. Heller ikke selvom det sker flere gange. 


Det er fx ikke unormalt for mennesker at trøstespise. Se bare på de fleste kærlighedsfilm, hvor kvinden spiser en masse is, fordi hun er ked af det. Det er noget de fleste kan genkende, og selvom du har haft BED, kan du altså stadig godt opleve at have følelsesmæssig spisning.

(Her vil jeg indskyde, at følelsesmæssig spisning sagtens kan være noget du skal have hjælp til at ændre, men at det ikke nødvendigvis er et problem i forhold til tilbagefald).


Jeg kan komme med et eksempel fra mit eget liv.

Lige nu er jeg inde i en stressende periode af mit liv. Kort fortalt så er jeg pt sygemeldt med en “akut belastningsreaktion”. 

Ved siden af mit selvstændige arbejde, er jeg bostøtte for en fysisk og psykisk handicappet mand. Jeg befandt mig pludselig i en situation hvor jeg blev fysisk låst inde og følte mig truet på livet.

Så jeg blev sygemeldt og skal have ro på nervesystemet. 

Jeg har gennem tiden lært forskellige strategier, der alle giver mig ro og som alle handler om andet en mad.


Men, så skete der dét, at jeg gled og brækkede to tæer. Den ene brækkede jeg fire steder, den anden to. Og så forstuvede jeg faktisk en tredje.

Jeg blev fuldstændig immobil, måtte tage en masse smertestillende og havde alligevel ondt stort set hele tiden. 

Det slog mig fuldstændig ud. Ikke kun fordi det var den berømte dråbe, men også fordi jeg pludselig ikke længere kunne bruge de strategier, jeg ellers brugte.


Der var kun en strategi tilbage...


Mad. 


Så jeg har spist en masse hjemmebagte cookies, bland-selv slik og "comfort food", alt imens jeg har opholdt mig på sofaen. Og på overfladen kunne det måske ligne, at jeg er ved at falde tilbage til gamle mønstre. Men alligevel er det ikke noget, jeg er bekymret over. 


For det første, så ved jeg hvorfor jeg gør det, og jeg ved at det er for en begrænset periode. Så det skræmmer mig ikke.


For det andet, så er det et aktivt valg jeg har taget.

Ja, jeg havde måske ikke andre muligheder. Men jeg har accepteret, at det er hvad der hjælper mig lige nu, så jeg forøger ikke at undgå det med alle midler. 

Det betyder også, at jeg hverken fortryder det jeg spiser eller skammer mig over det. 

Og selvom jeg spiser mere end jeg ellers ville, så gør jeg det med åbne øjne og mens jeg er mentalt tilstede. Hvilket faktisk betyder, at mængderne er helt anderledes end dengang jeg havde BED. 


Det er som sagt ikke unormalt at bruge mad, når livet er svært. Det er der mange der gør, og selvom jeg tidligere har haft BED, så bruger jeg altså lige nu maden til at håndtere noget, der er ekstra svært.


Så hvis du nu sidder og lige har haft en overspisning, så kunne det jo være, at det var fordi dit liv lige nu er ekstra svært, og at det altså ikke handler om, at du alligevel ikke er rask. 


Er et "rigtigt" tilbagefald et problem?

Nogle gange sker der det, at BED'en rigtigt vender tilbage, og at man endnu engang opfylder diagnosekriterierne. 

Det er selvfølgelig en træls situation at stå i, og det kan give anledning til en masse skam og selvbebrejdelse, samt følelsen af, at dit tidligere arbejde med spiseforstyrrelsen er spildt. 


Men det er ikke spildt. 

Selvom du nu igen har BED, så betyder det ikke at du er tilbage hvor du var. 


De fleste har en ide om, at recovery er en lineær proces, hvor den i virkeligheden er rodet og går frem og tilbage. 

Det arbejde du allerede har lavet, er hverken spildt eller glemt. 


Selvom jeg ved det er svært, så prøv at se et tilbagefald som en læringsprocess, og en mulighed for at blive endnu klogere på dig selv.

Det betyder, at du ikke må skælde dig selv ud, men at du skal se på dig selv med et venligt sind og nysgerrige øjne. 


Som jeg nævnte, så har jeg flere forskellige strategier jeg bruger (når jeg altså ikke har brækket mine tæer).

Dem lærte jeg ikke “overnight." Det tog tid, og det kommer også til at tage tid for dig.

Det er helt okay. Og det er helt normalt. 

Du er ikke den første, der får et tilbagefald og du bliver ikke den sidste. Så du må ikke lade din eventuelle skam holde dig tilbage i forhold til at søge hjælp igen. 


Nye strategier?

Nu er heldigvis ikke ofte, at jeg er fuldstænding immobil som nu, men hvis nu jeg stod i en situation, hvor det var mere eller mindre permanent, så ville jeg nok skulle finde nogle strategier, der kunne passe til min nye situation. Ellers tror jeg faktisk, at der var en risiko for, at jeg ville få BED igen. Men det er ikke permanent, så derfor er det ikke noget jeg er bekymret for.


Det er ikke forkert at bruge mad som trøst, og det er ikke noget vi for alt i verden, skal forsøge at undgå. Heller ikke selvom, vi tidligere har haft BED. Men det kan være, at du skal være nysgerrig på, om du skal have fundet endnu flere strategier end dem du allerede har. 

Så hvis du lige nu står i en situaiton, hvor du får spist mere end du lige plejer, så synes jeg du skal spørge dig selv:


“Er det her en situation jeg kommer til at stå i ofte, så jeg dermed gerne vil finde en anden strategi end mad. 

Eller er min situaiton så enestående, at det faktisk ikke er noget jeg behøver at bekymrer mig om.”


Hvis du har spørgsmål til din situation, er du mere end velkommen til at kontakte mig her eller ved at skrive en kommentar herunder. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email adressen er ikke valid ","url":"Webside adresse er ikke valid","required":"Du mangler at udfylde et felt"}

Camilla Rindom

Camilla er coach i spisepsykologi og adfærd, og har tidligere haft spiseforstyrrelserne bulimi og BED (tvangsoverspisning). Hun har derfor indegående kendskab til, hvad det vil sige at have overspisninger, og hvordan det er at leve med den skam, de meget ofte medfører.

>