"Når bare jeg har tabt mig,
kan jeg endelig blive lykkelig"

- Camilla Rindom

Ligesom alt for mange skønne kvinder, så troede jeg i lang tid, at min lykke var bundet op på hvordan min krop så ud. Jeg var overbevist om, at den sande lykke lå i den tynde krop og derfor har jeg jagtet den stort set hele mit liv.

I en alt for tidlig alder, fik jeg lært at min krop skulle ændres. Allerede som 4-årig kom jeg på min første slankekur, og der blev ikke lagt skjul på, at jeg var for tyk. Det resulterede i et kæmpe kropshad, som jeg har kæmpet med hele livet.

På billedet her er jeg 12 år, og er lige kommet hjem fra Julemærkehjem, hvor jeg har tabt mig omkring 20 kg på 3 måneder. Jeg er rædselsslagen for at tage på igen og jeg spiser ikke ret meget. Senere udvikler det sig til bulimi.

– Jeg er ikke lykkelig.

Det er nytårsaften 2016. Det er 20 år siden jeg var på Julemærkehjem og jeg har været på slankekur stort set lige siden. Jeg har ikke længere bulimi, men har i stedet udviklet BED. Det ved jeg dog ikke på dette tidspunkt.

Alle følelser dulmer jeg med mad, og min vægt er højere end nogensinde. Jeg har nu fået en datter og jeg ved, at jeg er nødt til at gøre noget, da jeg ikke kan blive ved med at leve på den her måde.

Jeg tyr til den eneste strategi jeg kender….

Slankekur.

Jeg starter på en kur, som ved første øjekast er perfekt. Jeg taber mig hurtigt 65 kilo og får ros alle steder fra.

Hvad de dog ikke ved er, at min kost består af få udvalgte retter og at jeg nøje vejer alt min mad. De ved heller ikke, at bare tanken om at spise uden for min kostplan, sender mig ud i et massivt angstanfald, hvor jeg tror, jeg er ved at dø.

– Jeg er ikke lykkelig.
Selvom angsten er noget af det værste jeg har oplevet, så er det faktisk den, som ender med at redde mig.

Jeg kommer i angstbehandling og ender i et metakognitivt forløb. Selvom maden ikke var fokus, så var det her, at jeg for første gang lærte, at mad kan bruges til at dulme med. Præcis som alkohol eller stoffer. Det blev en kæmpe øjenåbner for mig, da min kamp med mad pludselig gav mening.

Der skulle dog gå nogle år, inden jeg lærte at jeg havde haft BED. Men på det tidspunkt havde jeg det ikke længere, takket være min angstbehandling.

Siden er jeg stoppet med at gå på slankekure. Jeg lærte på den hårde måde, at det at binde sin lykke op på et eventuelt vægttab, i bedste fald er en skrøbelig løsning, i værste fald en farlig.

Jeg ved, at din og min historie ikke er ens, og at det langt fra er sikkert du ender som mig.

Jeg vil dog alligevel stille dig de spørgsmål, som jeg ville ønske nogen dengang havde spurgt mig

  • Hvordan skal dit vægttab helt præcist gøre dig lykkelig?
  • Hvad så med indtil du har tabt dig? Skal du så ikke være lykkelig?
  • Hvor længe vil du vente på at blive lykkelig?

“Men hvad er løsningen så?”, spørger du.

Godt spørgsmål! Svaret er, at det kommer an på din situation.

Har du BED, skal du fx. have hjælp til den (læs mere om BED her, hvor du også kan finde en test, der kan give en indikation på om du har BED).

Du er altid velkommen til at booke en tid til en uforpligtende samtale, hvor vi sammen kan finde frem til den rette løsning for dig.

>