Jeg har altid troet, at lykken lå i den tynde krop. Derfor har jeg også jagtet den stort set hele mit liv. Men efter en angstdiagnose, gik det op for mig, at jeg var kommet til at tro på en løgn.

Læs min historie herunder. 

Jeg har været på slankekur hele mit liv. Min første slankekur startede, da jeg var bare 4 år gammel. Der blev ikke lagt skjul på, at jeg var for tyk og at min krop skulle ændres. Jeg kan huske, at i børnehaven fik jeg skummemælk, mens de andre børn fik sødmælk.

I folkeskolen blev jeg drillet, fordi jeg var tyk. Derfor tog jeg som 11-årig på Julemærkehjem. Her tabte jeg mig 17 kg. på 3 måneder, og jeg kan huske, at det var en rekord. Jeg fik ros alle steder fra. 

Jeg ved, at jeg havde det godt på julemærkehjemmet, for jeg fik en masse gode venner. Men jeg ved også, at der var ting, som var knap så gode.

Inden jeg kom på Julemærkehjem, gik jeg til ridning. Det var mit frirum og jeg elskede det. Hestene drillede mig ikke, og jeg følte jeg hørte hjemme. Men på Julemærkehjemmet fik jeg at vide, at det var en forkert fritidsbeskæftigelse. Jeg var tyk, og skulle derfor finde på noget mere aktivt. 

Så da jeg kom hjem fra Julemærkehjemmet, stoppede jeg til ridning og begyndte til håndbold. 

Det blev mit første store fravalg af mange, i jagten på den tynde krop. 

I mine teenageår var jeg slank, men frygten for at tage på igen var der konstant. Derfor løbetrænede jeg de dage, jeg ikke spillede håndbold. Selvom jeg kunne løbe langt, var det aldrig godt nok. Jeg skulle hele tiden løbe hurtigere og længere. Og jeg var hele tiden på kur.

Til London

Som 17-årig tog jeg til London som au-pair. Det var noget jeg havde glædet mig meget til, men familien viste sig at være helt anderledes end jeg havde forventet. Særligt moderen var ikke en rar person. Hun hånede min vægt, og fortalte mig flere gange jeg var tyk. Selvom jeg kunne passe en str. 34/36, troede jeg på hende. 

I London begyndte jeg at kaste op efter jeg havde spist. 

Jeg havde lært om bulimi i skolen, så jeg vidste godt, at det var en spiseforstyrrelse. Jeg vidste også, at det ikke var særlig smart, og at jeg burde stoppe. Desværre havde jeg kun lært, at folk med bulimi kompenserer ved at kaste op, så derfor var jeg ikke opmærksom på, at jeg faktisk havde kompenseret langt før mine opkastninger startede. Før var det bare med løbetræning. 

Da jeg kom hjem fra London stoppede jeg med at kaste op og vendte tilbage til at løbetræne. Jeg troede dermed min bulimi, og min spiseforstyrrelse var væk. 

Jeg ved faktisk ikke, hvordan min bulimi stoppede, for jeg fik aldrig hjælp til det. En dag stoppede jeg bare med at kompensere. Måske fordi jeg startede i skole, fik gode venner og dermed langsomt blev en gladere person. 

Men frygten for at være tyk forsvandt aldrig. 

Slankekur på slankekur

I mine 20'ere var jeg på den ene slankekur efter den anden;

Nupo, Vægtkonsulenterne, Slankedoktor og DUKAN er bare nogle af dem, jeg kan huske. 

Hver gang jeg stoppede, endte jeg altid med at tage mere på end jeg havde tabt. Derfor var der altid en grund til at starte på den næste kur.

Alle mine kure havde et eller andet form for forbud, hvilket gjorde det meget svært at holde, når jeg var ude med mine venner. Jeg endte næsten altid med at falde i. 

Jeg hadede mig selv, når jeg gjorde det, så efter noget tid fandt jeg en løsning...

Jeg blev hjemme. 

Det var nemmere at holde min kur, når jeg var derhjemme. Og selvom det gjorde mig både ensom og trist, så var jeg sikker på, at det var den rigtige løsning. Den tynde krop var jo vigtigst, ik?

Gravid

Som 30-årig blev jeg gravid. Det var en fin graviditet uden de store problemer, men for mig var det ikke en glad tid. Jeg havde brugt hele mit liv på at få en slank krop, og nu skulle jeg pludselig acceptere at den blev større og større. Det havde jeg svært ved.

Min fødsel blev kompliceret og jeg mistede en del blod. Men efter tre dages indlæggelse kunne jeg komme hjem. 

Derhjemme var jeg så træt, at jeg havde svært ved at hænge sammen. Jeg troede jeg bare skulle tage mig sammen, fordi alle var jo trætte når de havde en nyfødt. Det er først senere jeg har fundet ud af, at min træthed skyldtes blodmangel, og at jeg burde have fået blod på sygehuset inden jeg blev udskrevet. 

Men træt eller ej, så havde jeg jo en lille baby jeg skulle tage vare på. Så derfor fandt jeg min manglende energi i maden. I rigtig meget mad. På omkring et år tog jeg over 50 kg på og jeg endte med at veje 188 kg. 

Dengang vidste jeg det ikke, men det var her min BED (Binge Eating Disorder) startede. Måske. For jeg er faktisk i tvivl, om den startede tidligere. Men i hvert fald var den meget aktiv i denne periode. Jeg troede dog bare jeg var grådig og svag, og manglede rygrad.

Dødsangst som slankekur

Da min datter var omkring 2 år, vejede jeg som sagt 188 kg. Jeg havde svært ved at bevæge min krop, og jeg kunne ikke være den mor jeg ønskede. Derfor gik jeg på slankekur. Igen.

Jeg lovede mig selv, at dette skulle være den sidste slankekur nogensinde. Nu skulle jeg holde den til jeg blev tynd, så jeg aldrig behøvede at gå på slankekur igen.

Hvad jeg ikke vidste var, at det faktisk blev min sidste slankekur. Bare ikke af den årsag, som jeg troede. 

Min slankekur gik forrygende og kiloene raslede af.

En aften da jeg sad i sofaen med hårfarve i håret, fik jeg det pludselig meget dårligt. Jeg blev svimmel, fik åndenød og det sortnede for mine øjne. Jeg havde fået en allergisk reaktion på hårfarven. 

Troede jeg.

For da jeg ugen efter oplevede de samme symptomer igen, men uden hårfarven, kunne jeg næsten regne ud, at det i stedet havde været et angstanfald. 

Så jeg startede ved psykolog. 

En dag nævnte jeg for hende, at min angst var begyndt at være forbundet med min mad. Jeg havde flere gange oplevet, at hvis jeg bare tænkte på, at spise noget der ikke stod på min kostplan, at så fik jeg panikangst. Jeg troede simpelthen, at jeg var ved at få et hjertestop og skulle dø.

Hendes svar var:

"Det er nok meget godt du er bange for at spise, når du er så tyk som du er. Når du er blevet tynd, kan vi begynde at se på, om det stadig er et problem med maden"

I de efterfølgende måneder tog min angst til. 

Jeg vejede alt min mad ned til grammet. 

Jeg fik en større og større liste af forbudte fødevarer, så jeg til sidst spiste kun meget få retter.

Jeg kunne ikke spise sammenkogte retter, fordi jeg så ikke vidste præcist hvor mange gram protein, fedt og kulhydrat jeg fik.

Jeg kan huske, at jeg i ren panik har skældt min mand voldsomt ud. Han havde lavet mad, men havde ikke vejet det ordenligt af. Så han kunne ikke svare på de præcise mængder. 

Det viser sig, at dødsangst er en virkelig effektiv slankekur, så på 10 måneder tabte jeg 55 kg. Alle roste mig, men de kendte ikke til de konsekvenser slankekuren havde haft. Men hvordan skulle de også det, når jeg ikke engang selv gjorde. For mig var angsten og slankekuren to forskellige ting og havde dermed intet med hinanden at gøre.

Den sidste slankekur

Angst er en forfærdelig livsledsager, så jeg endte med at starte op i et gruppeforløb i håbet om, at det ville hjælpe.

Det endte med at blive en kæmpe øjenåbner. 

I gruppeforløbet hørte jeg for første gang, at man kan bruge mad til at dulme sine følelser, præcis om en alkoholiker gør. Jeg var 35 år gammel og pludselig gav det hele mening. 

Jeg kunne se, hvordan maden havde været min trofaste ven gennem årene. Den havde givet mig energi, når jeg manglede det, og den havde fjernet alle mine triste følelser, så jeg ikke skulle forholde mig til dem. Men den havde også givet mig en så tyk krop, at det til sidst blev svært for mig at bevæge mig. Så jeg blev nødt til at sige farvel til min ven. Og det hjalp terapien mig med.

Ønsket om den tynde krop, var dog stadig ikke væk. Så i løbet af de næste par år, prøvede jeg flere gange at vende tilbage til min slankekur. Men jeg måtte til sidst erkende, at det ikke var muligt. Hver gang jeg startede op, endte angsten med at komme tilbage. Og selvom jeg i årenes løb havde accepteret meget i tyndhedens navn, var jeg dog ikke villig til at leve mit liv med angsten som følgesvend.

Lykken ligger (også) i en tyk krop

I dag er mine slankekursdage bag mig. Jeg jagter ikke længere den tynde krop, for jeg ved, at lykken ikke ligger der. Det var en løgn, jeg var kommet til at tro på.

Min sande lykke ligger i stedet i andre ting;

Den ligger i at være sammen med min familie 

Den ligger i solen, jeg mærker i ansigtet

I de fjollede ting, mine børn spørger om

I kaffen, jeg nyder alene i haven 

I vennerne, jeg griner med

Lykken ligger så mange steder, og det er fuldstændig ligegyldigt hvor tynd eller tyk min krop er. 

Hvorfor er min historie relevant?

Fordi jeg ved, jeg ikke er den eneste. 

Fordi jeg ved, at der findes andre der er kommet til at tro på den samme løgn som mig.

Og fordi det er på tide, at vi får langt mere fokus på, de konsekvenser det kan have, når vi tror den tynde krop er den eneste rigtige. 

Og måske du endda er en af dem. Måske du endda er kommet til at tro, at din lykke i en tynd krop. Og hvis du er, så vil jeg bare sige, at jeg forstår det. Jeg forstår hvorfor, du er kommet til at tro på løgnen. Men tillad mig at spørge dig om noget, som jeg ville ønske nogen engang havde spurgt mig;

Hvad skal din slankekur helt præcist gøre dig lykkelig?

Hvad med indtil du har tabt dig, skal du så ikke være lykkelig?

Hvor længe vil du vente med at blive lykkelig?

Og har du ikke fortjent at blive lykkelig nu?